Kort om Ansættelsesbevisloven
I Danmark har Folketinget vedtaget en lov, med minimumskrav til et ansættelsesbevis. I modsætning til, hvad nogen måske tror, så har man nemlig ikke krav på en ansættelseskontrakt, men derimod et ansættelsesbevis. Forskellen er ikke stor. Man kan sige, at en ansættelseskontrakt, er den aftale som en lønmodtager indgår med en arbejdsgiver. Det betyder dog ikke at arbejdsgiver har pligt til at indgå en sådan kontrakt skriftligt. Derimod har lønmodtageren ret til at modtage et skriftligt ansættelsesbevis, og arbejdsgiver en pligt (arbejdsgivers oplysningspligt) til at give et sådan bevis. Det væsentligste argument for et ansættelsesbevis, er netop at lønmodtageren er i stand til at dokumentere sin ansættelse (bevise sin ansættelse), og nogle grundlæggende, mere eller mindre formelle rettigheder som fremgår af ansættelsesbevisloven.
På denne side, vil jeg tage dig igennem det helt grundlæggende krav til et ansættelsesbevis, og selvfølgelig også klarlægge, hvem ansættelsesbevisloven er gældende for.
Bemærk: Ansættelsesbevisloven er en såkaldt populærtitel for loven. Den retmæssige benævnelse er: “lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet” som bekendtgjort ved “Bekendtgørelse af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet”. Forkortelsen for loven er “ASBL”.